Tobin-skatten er ineffektiv, uhåndterbar og skadelig for den globale handel og vækst.
Den britiske premierminister Gordon Brown overraskede alt og alle ved at bringe den gamle traver om Tobin-skatten op ved weekendens G20-møde.
Tobin-skatten er en forældet idé fra 70erne, der gik ud på at lægge en skat på internationale finanstransaktioner for at give skatteindtægterne til udviklingslandene. I Gordon Browns version er udviklingslandene dog glemt, og skatten er nu i stedet en kollektiv afstraffelse af finanssektoren og ikke mindst dens kunder, der jo skal betale skatten, uden hensyntagen til, at den rammer tilfældigt og uden nogen egentlig sammenhæng med de problemer, der skabte finanskrisen.
Tobin-skatten er i de sidste 35 år tilbagevist mange gange som ineffektiv, uhåndterbar og skadelig for den globale handel og vækst.
Eksempelvis lavede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd nogle interessante beregninger af Tobin-skatten i et notat fra april 2002, der desværre ikke længere er tilgængelig på rådets hjemmeside. Her stod bl.a., at Tobin-skatten generer den internationale handel … »ved at fordyre kurssikringen. Det vil derfor både formindske og fordyre den internationale handel til skade for forbrugerne. Desuden vil Tobin-skatten ramme skævt. Små, åbne lande med egen valuta er meget mere afhængige af brugen af valutamarkederne end store lande som f.eks. USA. Derfor vil disse lande blive hårdere ramt af en Tobin-skat«.
Alligevel dukker Tobin-skatten jævnligt op i debatten, men det er dog meget sigende normalt anti-kapitalistiske venstrefløjsorganisationer som eksempelvis ATTAC, og ikke mainstream-politikere som Gordon Brown, der har været proponenter for skatten. Men uanset afsender, så må man virkelig undre sig over forslaget om en skat, der vil virke stik imod, hvad verden har brug for netop nu.
Den vil begrænse verdenshandelen markant.
Den vil fjerne nødvendig likviditet fra markedet ved at hæve transaktionsomkostningerne.
Den vil påføre eksport/importerhvervene en unfair byrde i forhold til virksomheder, der primært handler på hjemmemarkedet, og være skadelig for lande, der har et relativt lille hjemmemarked i forhold til eksport/import – som f.eks. Danmark.
Den vil være monstrøst vanskelig og omkostningstung at opkræve og vil give individuelle lande store muligheder for lokal unddragelse.
Den vil underminere bankernes indtjeningsevne, hvorved staten vil blive nødt til at støtte sektoren yderligere.
Den har meget begrænset indflydelse på den ejendomssektor, der udgjorde hovedproblemet i den globale krise. Derimod straffer den områder, der har fungeret relativt uproblematisk under krisen.
Den vil ikke rejse tilnærmelsesvis de forventede skatteindtægter, da resultatet vil blive en dramatisk nedgang i handelsaktiviteterne og dermed mindre direkte provenu end hævdet, samt fald i det samlede skattegrundlag grundet fald i væksten. Dermed er det sandsynligt, at den bliver netto negativ for det samlede skatteprovenu.
Så kort sagt – Tobin-skatten og moderne varianter af denne er stort set det værste, vi kan gøre for verdensøkonomiens genoprettelse.
Heldigvis er den da også med det samme blevet skarpt afvist af en række andre statsledere, og man kan håbe, det blot var en af de sidste ideologiske markeringer fra en premierminister, der ved, at han er på vej ud i glemslen ved det kommende parlamentsvalg i Storbritannien. Forslaget understreger, at det er på høje tid, at der kommer frisk blod ind i de britiske regeringskontorer.
13. november 2009 kl. 10:47
Haha, selvfølgelig synes en bankdirektør at Tobin skatten er det værste man kan gøre.
I realiteten vil det dog være yderst fornuftigt at indføre denne MINI skat (for der er virkelig tale om et minimalt beløb) der vil beskatte pengeflytning - ja, pengeflytning!
Siden hvornår har pengeflytning skabt egentlig værdi? Aldrig! Pengeflytning bliver brugt til at skabe kunstige værdier der ikke har hold i virkeligheden - hvilket jo LIGE NETOP var årsag til den nuværende finanskrise ikke? (ups!).
Næh, tværtimod vil denne skat gøre at folk (og især den finansielle sektor!) skal tænke sig om INDEN de investerer for det vil koste dem hver evig eneste gang de flytter pengene rundt…
Det vil ret effektivt sætte en stopper for samtlige muligheder for f.eks. valutaspekulation, om hvilket de fleste vist kan blive enige om er en ret bizar indtægt.
Så puha, tænk hvis finanssektoren reelt set fik sat en stopper for deres hjernedøde spekulationer, det kan vi da ikke have!
Gå hjem bankdirektør og tag din stol du klæber til med.