Arkiver
Kategorier
- Aktiemarkedet (1)
- Ambrose Evans-Pritchard (1)
- BNP (1)
- Bruxelles (1)
- Børser (1)
- Contract for Difference (1)
- Dommedagsprofeti (1)
- ECB (1)
- Erhvervslån (1)
- EU (2)
- euro (1)
- euroen (5)
- Europa (1)
- eurozonen (1)
- Fastkurspolitik (1)
- Finanssektoren (1)
- Frihandel (1)
- G20 (1)
- Gordon Brown (1)
- Gæld (1)
- Hedgefonde (1)
- Helle Thorning (1)
- Ikke kategoriseret (2)
- Island (1)
- Kaos (1)
- Krise (4)
- Lars Løkke Rasmussen (1)
- liberal alliance (1)
- Liberale (1)
- Livet (1)
- McCain (1)
- Mette Frederiksen (1)
- Nemmere (1)
- Nouriel Roubini (1)
- Ny Alliance (1)
- Obama (2)
- OECD (1)
- olieprisen (1)
- Politik (1)
- Præsident (1)
- renter (1)
- Samfundsmodel (1)
- Skadelig (1)
- Skat (2)
- Socialdemokraterne (1)
- Subprime (1)
- Tobin-skatten (1)
- Underskud (1)
- USA (2)
- Valg (1)
- Valuta (1)
- Velfærd (1)
- Verdenshandel (1)
- Vækst (1)
- økonomi (2)
- Økonomien (1)
Lige nu er der stor utilfredshed med bankerne. Mange finder, at kritikken er berettiget. Andre finder, at debatten er for unuanceret. Men et faktum er, at der er ændringer på vej i banksektoren. Disse går bl. a. på at sikre sig mod fremtidige gentagelser af krisen, at inddrive en betaling for de hidtidige og mulige fremtidige omkostninger samt at begrænse risikofremmende aflønning. Disse punkter er uden diskussion noget, banksektoren bør se i øjnene.
Jeg mener, at det er på tide at banksektoren selv træder i karakter med nogle rimelige – men ambitiøse forslag, i stedet for at overlade scenen alene til politiske forslag, der ikke altid vil virke efter hensigten.
Først og fremmest mener jeg, at man bør søge at skabe en indre logik og acceptere ansvar for de ting, man kan og bør tage ansvar for. Forslagene må således dreje sig om at stabilisere og fremtidssikre det finansielle system.
Det giver ikke mening generelt at koble samfunds- og frihandelsskadelige skatter på finanssektoren alene for at dække et finansieringsbehov for klimatiltag for eksempel.
Klima er samfundets sag, og her må alle løfte, hvis man mener, at støtte er nødvendig. Bankerne er en del af samfundet og vil således bidrage med deres del helt naturligt, men de kan ikke bære et unikt ansvar, som det foreslås med eksempelvis en særlig transaktionsskat, hvor revenuet går til klimainvesteringer.
Banksektorens forslag må sikre tilliden til det finansielle system i første række. Områder hvor bankerne bør byde ind er bl.a. følgende: Højere kapitalkrav er rimelige i betragtning af, at mange banker har været eksponeret for hårdt.
Fornuftige løn- og bonusordninger, der er betinget af langsigtet performance.
I tilfælde af truende konkurs må man overveje, om bankens indskydere og långivere kunne tvinges til at konvertere en mindre del af deres udeståender til aktiekapital. Dette vil ofte være at foretrække frem for at få bundet sine midler op i en langsigtet konkursbehandling, jf. Lehman Brothers.
Således ville kunderne også få et rimeligt medansvar for de valg, de træffer, og staten ville ikke have behov for at træde til. En løsning af den karakter løser også too-big-to-fail-problematikken, efter min mening.
Statslige garantiordninger bør begrænses mod, at større kunder får en selvrisiko.
Hvis skatteyderpenge alligevel i særlige tilfælde er nødvendige, må aktionærerne acceptere væsentlig udvanding på aktuelle kurser.
Der skal skabes mere transparens omkring de enkelte bankers aktiviteter og risici.
Hvis banker pålægges at bidrage ekstraordinært, bør dette ske gennem et generelt forsikringsbidrag, der målrettet går til en bailout fund, eller en midlertidig ekstra selskabsskat.
Det skal ikke gøres ved forskellige tilfældige punktskatter, der rammer helt arbitrært, hvad angår økonomisk effekt og sammenhæng med de faktiske problemområder og bruges på helt andre formål.
Mange af de nævnte ting kan naturligvis kun konstrueres under hensyntagen til andre landes tiltag, da vi ellers risikerer at svække den danske konkurrenceevne ensidigt.
Hvis vi skal bevare en velfungerende banksektor, så er tiden kommet, hvor bankerne selv træder i karakter, anerkender problemerne og fremfører løsningsforslag.
Hvis det ikke sker, er der nok af folk uden for sektoren, der er klar til at gennemføre ideer, der i mange tilfælde ikke vil virke og yderligere skade sektorens levedygtighed og dermed samfundet. Valget er bankernes.
15. december 2009 kl. 07:54
Bankerne er dumpede med glans. De har ladet sig lokke af flokmentaliteten. Som fårene i Sokrates beretning rendte de alle mod afgrunden. Kun et standsede op og spurgte. Hvor vil i hen? Og det sølle får blev som bekendt rent over ende.
For alle os dumme kunder er spørgsmålet. Har de intet lært af alle de kriser der ligger bag os. Det har de ikke. Og det sker igen. Om 20 år. For så er der nye direktører der ikke husker den nuværende krise. Og alt snak om fremtidens evt. farer betragtes som gammelmandsnak. De ved heller ikke nok om de erhverv der låner pengene. Derfor skal alle rådgivere i erhvervspraktik 14 dage om året.
15. december 2009 kl. 11:42
I 2004/2005 delte min egen bank (ikke Roskilde Bank) blanco lån ud blot man blev oprettet som kunde hos dem.
Nu skal de have pantesikkerhed i ejendom og forventer naturligvis at kunden betaler omkostningerne ellers opsiges lånet. Det er for mig at se så useriøst som noget kan være.
Jeg skal som kunde påføres omkostninger for at banken kan opfylde betingelserne for at opnå statslån i omegnen af 200 mio. kroner.
15. december 2009 kl. 14:49
I L.S.C. Bio/triva (under has billeder) giver han udtryk for at banken (Saxo Bank) blev stiftet i 1992. Dette er ikke sandt. Saxo Bank fik foerst bank status for 7 aar siden (2001).
Inden dag hed de Midas Fondsmæglerselskab som flere gange har vaeret i saogelyset af finanstilsynet og Bagmandspolitiet og haengt ud af Karsten Ree for at saelge fiktive investeringer.
Ogsaa deres salgsmetoder var i soegelyset, hvor saelgere brugte pressure sales.
Jeg synes i oevrigt at Saxo Bank har gjordt det rigtig godt, men lad os lige faa bio’en paa plads
15. december 2009 kl. 15:13
[…] udsatte omr?der. Helt karakteristisk piver banker og RK’er dog allerede efter danske undtagelser. ? Bankerne må træde i karakter - Lars Seier Christensen […]
15. december 2009 kl. 16:49
Ikke forstået?
Hvad får dig dog til at tro, at tilliden kan genskabes??
Ved hvor meget folk har tabt, som aldrig kommer tilbage.
Og hvilke konsekvenser har det haft - Nemlig, absolut ingen. Den finansielle top er fortsat stenrige og på fri fod. Og hvis ikke netop det, skulle animere næste generation af “kreative” bankdirektører og lignende til nye eventyr, ja hvad så.
Ingen konsekven er den sikre vej til gentagelser, uanset hvor mange “stramninger” der indføres, det betyder jo blot, at bonusser skal skrues sammen på en anden måde.
Glem det, min tillid til bankerne er permanent væk. Og mine børn bliver helt sikkert også præsenteret for historien om rådenskaben i denne branche.
15. december 2009 kl. 18:33
@ Peter Hansen
I søgelyset, ja, og frifundet!
18. december 2009 kl. 15:50
For det første er stramninger og regler inderligt ligegyldige!
Erfaringerne peger på, at så snart en regel eller et tilsyn står i vejen for at banken kan begå dumheder, så bliver den ophævet, tilsidesat eller oversigt.
Bankernes bondeanger holder ikke et sekund længere end tømmermændene.
For det andet, har bank- og realkreditverdenen ikke udfyldt den rolle, som er deres: At bære risiko. Private ind- og udlånere kan IKKE bære den: De har ikke mulighed for at foretage de kreditvurderinger. Man har væltet - f.eks. med flexlån - risikoen over på dem, der er dårligst i stand til at bære den; nemlig debitorerne. Det betyder naturligvis, at ved at vælte den risiko over på dem, der er ringest i stand til at bære den, så vil den SAMLEDE risiko blive større.
Banker og kreditforeninger skal tage sig betalt for at bære den risiko, så skal konkurrencen nok reducere den betaling til det rimelige.
At det ikke kommer til at ske, er nok rimeligt sikkert, fordi bankerne i deres natur er skadelige i relation til risiko. Det skyldes, at i sidste ende bærer bankerne IKKE risikoen, den vælter de over på skatteyderne. Som følge heraf er forsigtig bankdrift en selvmodsigelse i princippet.