Arkiver
Kategorier
- Aktiemarkedet (1)
- Ambrose Evans-Pritchard (1)
- BNP (1)
- Bruxelles (1)
- Børser (1)
- Contract for Difference (1)
- Dommedagsprofeti (1)
- ECB (1)
- Erhvervslån (1)
- EU (2)
- euro (1)
- euroen (5)
- Europa (1)
- eurozonen (1)
- Fastkurspolitik (1)
- Finanssektoren (1)
- Frihandel (1)
- G20 (1)
- Gordon Brown (1)
- Gæld (1)
- Hedgefonde (1)
- Helle Thorning (1)
- Ikke kategoriseret (2)
- Island (1)
- Kaos (1)
- Krise (4)
- Lars Løkke Rasmussen (1)
- liberal alliance (1)
- Liberale (1)
- Livet (1)
- McCain (1)
- Mette Frederiksen (1)
- Nemmere (1)
- Nouriel Roubini (1)
- Ny Alliance (1)
- Obama (2)
- OECD (1)
- olieprisen (1)
- Politik (1)
- Præsident (1)
- renter (1)
- Samfundsmodel (1)
- Skadelig (1)
- Skat (2)
- Socialdemokraterne (1)
- Subprime (1)
- Tobin-skatten (1)
- Underskud (1)
- USA (2)
- Valg (1)
- Valuta (1)
- Velfærd (1)
- Verdenshandel (1)
- Vækst (1)
- økonomi (2)
- Økonomien (1)
Det nyligt afholdte G-20 møde resulterede i et omfattende kommuniké. De første fire punkter beskrev krisen og de stimuluspakker, landene har sat i værk for at afværge krisen. Det femte punkt bestod af to ord, der tørt konstaterede: »Det virkede«.
Se, det er jo noget af en konstatering allerede nu at skrive, at det virkede. Og observationen lyder noget utidig, for hvem ved, om »det virkede« på nuværende tidspunkt?
Det er mere rimeligt at foretage denne vurdering om nogle år, hvor vi kender de mere permanente konsekvenser af de mange pakker og af den stærkt forøgede statsgæld.
Dertil kommer, at der er hele 20 afsendere, og sandheden er, at stimuluspakkerne formentlig kommer til at virke mere for nogen end for andre. Især bekymrer gældsætningen i USA, Storbritannien og resten af Europa.
Kan det virkelig hævdes med overbevisning, at det at forøge det offentlige underskud til 7-14 pct. af BNP til gengæld for et par kvartaler med nulvækst er en succeshistorie? Jeg vil mene, at vi først ved dette med sikkerhed, når vi kender væksttallene for 2010 og længere frem.
Faktum er, at krisen primært blev skabt af gældsættelse, og den samlede gældsættelse i samfundet er ikke faldet, tværtimod. Selvom den private sektor viser positive tendenser til mere opsparing, så opvejes dette så langt af forøget statslig gældsættelse.
Man kan sige, at gælden flytter fra den ene lomme til den anden, men regningerne skal stadig betales – og den skal på langt sigt betales af den private sektor gennem højere vækst og højere skatter, da alternativet – et mere ansvarligt og lavere offentligt forbrug – ikke virker sandsynligt.
Politikernes indsats her består – som den oftest gør – i at bruge penge, ikke i at hjælpe med at skabe dem gennem besparelser eller reelt vækstfremmende tiltag som mere frihandel eller færre restriktioner på erhvervslivet. At bruge penge som en fuld sømand er naturligvis sjovt og vælgervenligt, men det er svært at falde i svime over indsatsen.
Som nævnt er situationen dog værre for nogle end for andre. De store, nye deltagere i G-20 samarbejdet som Kina og Indien har langt bedre udsigter end eksempelvis USA. I Kina sparer forbrugeren 40 pct. af sin indtjening op – hvilket leder til den uholdbare situation, at udviklingsøkonomier med høj vækst i dag finansierer og investerer i veludviklede lande med lav vækst, hvor forholdet naturligvis burde være det modsatte.
Denne krise giver formentlig det afgørende skub til en uafvendelig udvikling, der på langt sigt vil fratage USA det økonomiske lederskab i verden. Asiatiske investorer vil ikke vedblive med at finansiere gigantiske opkøb af amerikanske statsobligationer i en verden, hvor USAs statsunderskud er ude af kontrol, og dollaren får lov til falde i værdi. Slet ikke, når man samtidig har brug for pengene hjemme og efter krisen tror mere på de hjemlige forbrugeres købekraft end på amerikanernes.
Hovedgrunden til, at Asien ikke allerede står endnu stærkere i verdensøkonomien, er magtkampen mellem Japan og Kina om, hvem der skal tage det overordnede lederskab, hvilket forhindrer udviklingen af en koordineret regional økonomisk blok. Men det varer næppe mange år, før Kina er selvskreven til denne rolle, og så vil global vækst i endnu højere grad søge mod området.
G-20 landenes kommuniké lyder en anelse selvfed, og jeg håber naturligvis, de har ret. Men sandheden kender vi først om nogle år, og indtil da vil bemærkningen om, at »det virkede« med god grund ride G-20 landene som en mare.
Lars Seier Christensen, adm. direktør
for Saxo Bank A/S.
13. oktober 2009 kl. 11:02
Om stimuluspakkerne er en succes afhænger naturligvis af, hvad succeskriteriet er.
Hvis succeskriteriet er at undgå en negativ spiral med stigende arbejdsløshed, lavere investeringer i virksomhedern, mindre efterspørgsel, faldende aktivpriser, som medfører en irrationel anvendelse af ressourcerne på grund af for stort sortsyn, så har indsatsen været en foreløbig succes. Hvis grænsen for offentlige underskud nås inden der er skabt nok stimulans til at forhindre en negativ spiral, er det naturligvis en begrænset succes.
Hvis man både har investeret fornuftigt (forskning, udvikling af vedvarende energi, infrastruktur mv) og har skabt økonomisk aktivitet og på længere sigt får en situation med højere grad af behovsopfyldelse og stabil vækst, så har stimulanspakkerne været en kæmpe succes.
Desværre har den danske regering valgt den første løsning, hvor ufinansierede skattelettelser som diffunderer ud i en stor global verden, men dog delvist medvirker til at forhindre en negativ spiral, men på bekostning af store balanceproblemer.
20. februar 2010 kl. 02:09
Ja lad os droppe Euroen så Saxo Bank kan tjene flere penge på valutahandler .. og så det kan blive starten på sammenbrud på samarbejde i Europa så vi kommer tilbage til historiske tider hvor de forskellige folk i Europa levede i fred uden krige og andre stridigheder.. Tag lige og se på afledte effekter og foretag cost-benefit analyser inden man kommer med tåbelige forslag.