Det er som om, Danmark og Europa skal gennem en smertelig og forudsigelig proces med økonomisk deroute, hvor der alt, alt for sent tages hånd om problemerne med nødvendige reformer. I stedet poster reformangste politikere skatteyderpenge i den ene kommission efter den anden.
Det er svært at spå om fremtiden, men nogle gange er begivenhederne alligevel næsten for forudsigelige. Og de synes at ske med en vis uafvendelighed, en vis indre logik, som gør, at kun mindre detaljer og timing er usikre, mens de store linjer skrider fremad som efter en drejebog. Et godt eksempel er Danmarks nuværende politiske situation. Alle ved, at der SKAL gennemføres reformer i Danmark, og det er bekræftet af kommissioner efter kommissioner betalt i dyre domme af skatteyderne. Men alligevel fortsætter politikernes reformangst, der uafvendeligt vil føre til stadigt svagere offentlige finanser, mere pres på den produktive del af befolkningen, større udvandring og dermed endnu større problemer for det danske samfund.
En ond cirkel, der tilsyneladende SKAL gennemleves til den bitre ende, før de rigtige beslutninger forhåbentlig bliver truffet i sidste øjeblik – og derfor bliver endnu vanskeligere og mere ubehagelige, end de havde behøvet at være. I værste fald bliver de hårde beslutninger slet ikke truffet, hvorefter det danske samfund vil påbegynde en skræmmende fattigdoms- og populismespiral.
Men at vi skal gennem en forudsigelig proces, før vi ender ved den afgørende korsvej, synes i dag ret sikkert – kun de finere detaljer og den eksakte timing er uklar. Et andet eksempel på uafvendelighed er Eurozonens igangværende kollaps. Drejebogen er så uendelig logisk. Først bryder tilliden til et enkelt land sammen. Nu blev det altså Grækenland, men det kunne ligeså godt have været et andet svagt land – det er kun detaljer i det overordnede forløb.
En stribe forudsigelige panikløsninger lanceres, naturligvis først efter at man blot måneder forinden har forsikret, at man aldrig ville undsige landet. Dermed opnår man både at gøre det forkerte OG sikre et troværdighedssammenbrud på samme tid. Herefter vil smitten brede sig til et andet land, sikkert et mindre af slagsen, og flere panikløsninger vil følge, hvorved tilliden til hele projektet vil bryde sammen. Så flytter krisen videre til et eller flere af de større lande, og problemet vil være af en størrelse, hvor det ikke længere vil kunne lappes sammen. På det tidspunkt vil Tyskland, måske sammen med en mindre gruppe af de mere veldrevne lande, sige farvel og tak, og en nødvendig, men kaotisk, helbredelsesproces vil følge.
Det er Euroens skæbne, og den har været uafvendelig fra første dag, grundet den (manglende) indre logik i konstruktionen. Kun timing og de finere detaljer er usikker. Det giver et sug i maven af ubehag at følge disse processer, der er af så stor betydning for vort samfund, men som synes så uafvendelige. Heldigvis kan vi betragte Eurozonen lidt på afstand, men vores egen reformudfordring er endnu større. Er det forløb også dømt til at skride ubønhørligt fremad? Jeg frygter det.
Kun et jordskred i befolkningen i retning af reformvillighed kan ændre forløbet. Derfor bør man også følge den seneste tids positive udvikling i Liberal Alliances vælgertilslutning meget nøje. Det er i dag den eneste vaesentlige nyskabelse i dansk politik og efter min mening også det eneste, omend spinkle, håb om, at vi måske kan reagere tidligere end i allersidste øjeblik. Men det kræver et meget klart signal fra vælgerne. Hvor jeg dog håber for Danmark, at det signal kommer allerede til næste folketingsvalg.
6. maj 2010 kl. 06:52
Og det samme er den Danske Lire – Jeg skal love for, at pøbelen bliver ruineret igen igen.
Spørgsmålet er om masserne kan kontrolleres. Dette kollosale røveri er jo kun en uafvendelig proces, fordi politikerne vil det sådan.
6. maj 2010 kl. 11:47
Christiansborg er en landsby…
Danmark befinder sig i en historisk krise og de gamle partier viser reformangst.
Et politisk partis adelsmærke er, at det forstår samfundsmæssige komplikationer – og det gør Liberal Alliance. Et skæbnevalg venter…
6. maj 2010 kl. 13:53
God pointe vedr. nationale reformer, men du er (som altid) langt ude når du taler om euroen og dennes fremtid. Grækenland er i særklasse “Europas syge mand”, og har excelleret ved at føre uansvarlig økonomisk politik i mange år. De har, som det eneste land i EU, den giftige kombination af meget høje underskud og meget høj gæld. Derfor bliver de i øjeblikket straffet af markedet i så høj grad, som det er tilfældet. Din udtalelse om, “at det ligeså godt kunne have været et andet land” er derfor decideret usand. Og din udtalelse om, at smitten (hvad enten det så betyder) vil brede sig til et andet land, hvilket i sidste ende vil tvinge eurosamarbejdet i knæ, er et fuldstændig u-underbygget påstolat, som har meget lidt at gøre med den virkelige verden.
6. maj 2010 kl. 15:34
Intet forudsigeligt, finansielt kollaps er så skidt at det ikkeer galt for noget. Det har været rørende let og sikkert at tjene kassen på Euroens deroute den sidste uges tid. Har fået et afkast på 400% ved at shorte eur/usd på en uge. Tak grækenland!
9. maj 2010 kl. 19:25
Ja, ja. Det er alt sammen meget fint. Men hvad skal vi bruge krisen til? Man kan ikke lade en god krise gå til spilde.
I den meget anvendte “problem-reaction-solution” metode bliver det interessant at se hvilken løsning de kommer op med som løsning på det selvskabte problem. Det bliver med meget stor sandsynlighed mere magt til dem der har mest magt i forvejen.
Der sker ikke noget i verden før mennesker begynder at stille sig selv spørgsmålet: Hvad er værdi? Jeg mener, at jeg har et meget godt svar på hvad værdi er:
Værdi er produkter man får ud af at omdanne råvarer (naturressourcer) til virklige ting som dækker et behov. (I denne sammenhæng skal følelsesmæssig værdig “sættes til side”, da velstand er virkelige ting og velfærd er en følelse du får i forskellige situationer som ikke dækker et behov som væske, mad og andet)
Vi må altså, for at skabe værdi, producere virkelige ting. Det er her vigtigt at forstå at produktion kommer før forbrug, for hvis du har forbrug uden produktion, vil valutaen gå mod 0 i værdi, da den ikke bærer nogen værdi i sig selv. (Pengesedler kan dog fyrre op i brændeovnen og give lidt varme)
Produktion er altså kernen. Hvordan maksimerer et land sin produktion? Det gør det ved at give et så stort incitament (økonomisk gulerod) som muligt. Dvs. så lav skat som mulig. Potentielt kan indkomstskatten være 0 %.
Jamen hvordan finansierer vi så velfærdssamfundet? Det er meget enkelt: Du indfører en forbrugsskat i stedet for. På den måde produceres der maksimalt samtidig med at staten får sin indkomst. Som jeg ser det behøver denne forbrugsskat ikke en gang at være en så stor procentdel af prisen som som den nuværende moms.
Denne indtægt skal bruges til de vigtigste dele af det offentlige system: Nedbryde monopoler og gøre det stort set muligt for alle at gå gennem uddannelsessystemet til man er færdig med en lang vidregående uddannelse.
Et forslag kan være: (procentdelen er det offentliges andel)
75 % for de 10 år i folkeskolen.
67 % for de 3 år på en gymnasiel uddannelse.
50 % for en videregående uddannelse.
Efter et individ har gennemgået en uddannelse skal det offentlige “slå hånden af” individet. Men hvad så med sundhedsvæsenet og ældrepension – der er da ikke så meget velfærd i det?
Her er det så mit nok mest kontroversielle forslag kommer: Vi skal have en KONSTANT pengemængde og det skal være ulovligt at producere penge for alle.
På den måde vil samfundet ikke opleve inflation men deflation. Med andre ord bliver pengene over tid mere værd i stedet for at blive mindre værd og de penge man tjener som 20årig vil være meget mere værd når man er 70. Så behøver man ikke det offentlige. Jeg ved godt, at Rothschild og Rockefeller familierne vil være i mod, men come on politikere! Det vigtigste bør da være at sikre den befolkning som I repræsenterer højst mulig levestandard på kort og lang sigt. National- og centralbankerne er vel det største tabu i politik i al tid. Husk: Inflation er en gemt skat.
Det er rart at vide, at Saxo Bank forstår lidt og måske det hele af dette. Det er interessant at følge Karlsbøl og Blaabjergs meninger. Hold fast i det I tror på – I får ret på sigt, for det er det eneste rigtige.
Og husk: Du vil ikke have et job så du kan arbejde. Du vil have et job så du har mulighed for at forbruge bagefter. Alle i Sovjet havde et job – og se hvor produktive de var. – Jeg tror i øvrigt ikke Mette Frederiksen ved hvad produktivitet betyder: “Vi mister så meget produktivitet ved så mange falder fra i uddannelsessystemet.” – NEJ! Du mister produktion! Produktivitet er at producere mere end før på samme tid. Antal arbejdstimer/antal producerede enheder.
PS. En venstrefløjsregering skræmmer mig virkelig! Jeg er bare 20 år, så hvis der ikke er styr på det om 10 år, skal jeg nok selv rydde op i Danmark. Alle som vil forstå økonomi bør læse Peter Schiff´ bøger. Jeg lærte intet på gymnasiet, men føler nu at jeg har et meget godt overblik…
10. maj 2010 kl. 21:35
@Jakob Kristensen, 6. maj 2010 kl. 15:34. Lars og Kim vil sikkert gerne give dig mulighed for at tjene endnu mer’ end de 400 pct. Bare klø på…